Bevisumiddelbarhed og betjente som vidner
Vestre landsret har i en ny afgørelse fastslået, at det er domstolene der skal vurdere sagens beviser – ikke politiet. Politiets vurdering af beviserne er ikke afgørende for sagens udfald og uden betydning for domstolenes selvstændige vurdering af beviserne.
Der findes i dansk strafferet et princip om ”bevisumiddelbarhed” – også indimellem kaldet ”princippet om det bedste bevis”.
Det betyder i store træk, at det bevis der skal præsenteres i retten, er det egentlige bevis og ikke en sekundær fortolkning eller udlægning af beviset.
Disse principper er årsagen til, at vidner skal afhøres i retten. Man nøjes ikke med at oplæse de referater af vidnernes forklaring som politiet udarbejder under efterforskningen. Principperne er også årsag til at man i en sag, hvor der har været telefonaflytning, afspiller telefonsamtalerne i retten i stedet for blot at dokumentere referater af samtalerne, og årsag til at man, i sager hvor der er indhentet videoovervågning, afspiller overvågningen i stedet for blot at oplæse en rapport der gengiver indholdet på overvågningen.
Baggrunden for principperne er, at det er domstolene der skal vurdere om beviserne rækker til domfældelse. Det kan domstolene kun vurdere, hvis domstolene præsenteres for beviserne og ikke kun for politiets fortolkning eller udlægning af beviserne.
Ikke desto mindre viser praksis, at anklagemyndigheden ofte ønsker en bevisførelse som strider mod disse principper, og domstolene har ved flere lejlighed taget stilling til rækkevidden af bevisumiddelbarhedsprincippet. Det er derfor afgørende, at man som forsvarer er bekendt med praksis på området.
I en netop offentliggjort dom vedrørende butikstyveri, gengivet i TfK2024.440 blev tiltalte frifundet. Der forelå en overvågningsvideo som viste butikstyveriet. Landsretten udtalte: ”Der er også for landsretten forevist videoovervågning, som viser den person, der begik det pågældende butikstyveri. Det er ikke muligt for landsretten at genkende tiltalte som personen på videoovervågningen. Der er ikke i øvrigt forhold, der knytter tiltalte til tyveriet, og V har forklaret, at han nævnte tiltaltes navn for politiet som et eksempel på, hvem personen på videoovervågningen kunne være. Der er herefter ikke alene ved politiassistent P’s forklaring om, at han i 2022 og i byretten kunne genkende tiltalte som personen, der ses på videoovervågningen, ført bevis for, at tiltalte er skyldig”.
Dommen udtrykker meget klart, at det er retten der skal vurdere om man kan genkende tiltalte på overvågningsvideoen. Det er ikke afgørende om en betjent mener at kunne genkende tiltalte på en overvågning.
Dommen er fuldstændigt i tråd med tidligere praksis. I eksempelvis TfK 2019.455/1 udtalte Landsretten følgende i forhold til et spørgsmål om hvilke spørgsmål der kunne stilles til en betjent som vidnede i sagen: ”Anklagemyndigheden kan afhøre vidnet politibetjent P i det omfang, der er tale om objektive fakta, som politibetjenten har konstateret i forbindelse med politiets efterforskning. Vidnet kan derimod ikke afhøres om hans vurdering af sagens bevisligheder, herunder kropssprog og stemmegenkendelse”.
Det er vigtigt at domstolene fortsat fastholder bevisumiddelbarhedsprincippet og insisterer på at vurderingen af beviser ikke overlades til politiet.
Advokat Jan Schneider
09. januar 2025
