Delvis frifindelse i sag om jobrotationsydelse – kommunen havde ikke styr på reglerne
Vestre Landsret afsagde den 30. august 2019 dom om sag vedrørende jobrotationsydelser.
Forsvarer Jan Schneider var i Vestre Landsret vedr. snyd med jobrotationsydelser. Tiltalen lød på uberettiget vinding af et millionbeløb, og der havde været stor mediebevågenhed i forbindelse med sagens gang. Læs mere her. Da Vestre Landsret reducerede byrettens dom, skabte det røre i dagbladene.
Byrettens dom blev ændret på flere punkter.
Et forhold endte med frifindelse grundet legalitetsproblemer. Straf kræver sikker lovhjemmel, og i det konkrete forhold havde Aarhus Kommune opstillet et krav til udbetalingerne, som ikke havde fundament i loven eller bekendtgørelsen. Derfor var der ikke fornøden hjemmel til at straffe.
Jan Schneider fremhævede den lange sagsbehandlingstid i sin procedure, hvilket Vestre Landsret tog til følge. Straffen for de forhold, hvor det skete domfældelse, blev derfor gjort betinget.
Jobrotationsordningen er møntet på ledige, som skal ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiveren kan sende sin fastansatte på videreuddannelse eller opkvalificering, idet man samtidig ansætter en ledig som vikar i mellemperioden. Dermed bliver arbejdsgiveren berettiget til at få udbetalt jobrotationsydelse af jobcentret. Den fastansatte får sædvanlig løn under uddannelsesperioden, og den ledige modtager overenskomstmæssig løn.
I denne havde Aarhus Kommune som en betingelse for udbetalingerne blandt andet opstillet nogle specifikke krav til udbetalingstidspunktet for lønnen til vikaren, som ikke havde hjemmel i loven.
Under proceduren i landsretten gennemgik forsvaret derfor meget detaljeret både loven, bekendtgørelserne, vejledningerne og de pjecer, som kommunen havde udformet. Landsretten erklærede sig enig med forsvareren i, at kommunen ikke havde fuldt ud hjemmel til at opstille alle disse krav, og dette var årsagen til den delvise frifindelse.
Dommen viser vigtigheden af, at man også i straffesager præcist analyserer de involverede myndigheders krav. Det må siges at være ganske problematisk, når en kommune politianmelder på forhold, hvor loven i et vist omfang ikke er overholdt fra kommunens side.