Frifindelser i skattestraffesager – Forbuddet mod selvinkriminering

Man har pligt til at selvangive sine indtægter – men der findes en i straffesager ofte overset undtagelse. Advokatfirmaet har ført de to principielle sager hvor der ske frifindelse på grund af forbuddet mod selvinkriminering.

Et kig på skattelovgivningen

Det fremgår af skattekontrollovens § 82, at:

”Den, som med forsæt til at unddrage det offentlige skat afgiver urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til told- og skatteforvaltningens brug for afgørelse af skattepligt eller skatteansættelse, straffes for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.”

Bestemmelsen i skattekontrollovens § 82 omhandler aktiv skattesvig. Herefter er fortielse af oplysninger samt afgivelse af ufuldstændige oplysninger omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at såfremt en skattepligtig fortier eller afgiver urigtige oplysninger til Skatteforvaltningen, samt har forsæt hertil, gør man sig skyldig i overtrædelse af bestemmelsen. Det skal bemærkes, at skatteunddragelsen ikke behøver være realiseret, for at bestemmelsen er overtrådt.

Yderligere fremgår det af skattekontrollovens § 83, at:

En skattepligtig, der modtager en årsopgørelse uden at have afgivet de til skatteansættelsen pligtige oplysninger, jf. § 2, skal inden 4 uger efter udløb af fristen for afgivelse af sådanne oplysninger, jf. § 10, underrette told- og skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav.”

Stk. 4. Den, som med forsæt til at unddrage det offentlige skat overtræder stk. 1-3, straffes for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.”

Bestemmelsen i skattekontrollovens § 83 omhandler passiv skattesvig. Bestemmelsen gælder for de skattepligtige der modtager årsopgørelse. Den skattepligtige skal kun reagere, hvis den pågældende har pligt til at oplyse Skatteforvaltningen om indkomster m.v., som ikke er omfattet af tredjemands indberetningspligt.

 

Der gælder således en oplysningspligt i forbindelse med skattepligtiges selvangivelser, og såfremt man ikke overholder denne oplysningspligt, kan man straffes herfor. Men hvordan stemmer dette overens med retten til ikke at inkriminere sig selv?

 

Generelt om forbuddet mod selvinkriminering

Selvinkrimineringsforbuddet indebærer, at en person der er mistænkt for et strafbart forhold, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse, men også til ikke, at blive tvunget til at medvirke til at opklare det påståede strafbare forhold, eller på anden måde frivilligt bidrage med oplysninger til sagens opklaring.

Princippet er ikke nedskrevet direkte ved lov, men fremgår af forskellige bestemmelser, heriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, men også blandt andet af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, om at et vidne ikke har pligt til at afgive forklaring, hvis det må antages at forklaringen vil udsætte vidnet for straf.

Derimod omfattes beviser som eksisterer uafhængigt af den mistænkes vilje ikke af princippet om forbud mod selvinkriminering. Dette kan f.eks. være dokumenter, men kan også være fingeraftryk eller DNA.

 

Princippet om forbud mod selvinkriminering i forbindelse med skattestraffesager

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 10, at:

Hvis der er konkret mistanke om, at en skattepligtig har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser om oplysningspligt ikke over for den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de udbedte oplysninger, kan have betydning for bedømmelsen af det strafbare forhold.

Det kan herudfra udledes, at de ovenfor anførte bestemmelsen fra skattekontrolloven om oplysningspligten ikke er strafbelagte, såfremt man undlader at afgive oplysninger der stammer fra et strafbart forhold, der i så fald vil inkriminere den pågældende.

Man har altså stadig pligt til at afgive oplysningerne efter skattekontrollovens regler, men såfremt man ikke har afgivet disse oplysninger, kan man ikke straffes herfor, hvis oplysningspligten vil stride mod selvinkrimineringsforbuddet.

 

Advokat Jan Schneider har ført følgende principielle sager inden for området:

Vestre Landsrets dom af 14. december 2016 (V2016.S-1529-13)

I denne sag var der rejst tiltale for særlig grov skattesvig, ved med forsæt at have selvangivet honorarer for lavt med i alt 6.430.768 kr. Tiltalte havde derved unddraget for 3.470.020 kr. i skat og 514.455 i arbejdsmarkedsbidrag.

Byretten fandt den tiltalte skyldig i særlig grov skattesvig. Her blev den tiltalte idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 3.373.000 kr.

Landsretten frifandt den tiltalte. Landsretten lagde vægt på, at der ud fra de foreliggende oplysninger var en konkret mistanke om, at den tiltalte uberettiget, havde tilegnet sig midler fra et hospital i Danmark, der skulle have været anvendt til forskning, og den væsentligste del af de midler, der blev overført eller hævet af den tiltalte, stammede herfra. Hvis den tiltalte havde selvangivet overførslerne og hævningerne som skattepligtig indkomst, ville den tiltalte derved have afgivet oplysninger om et strafbart forhold i form af underslæb eller lignende overtrædelse af straffeloven.

Den tiltalte havde derfor ikke pligt til at selvangive beløbene og landsretten henviste her til grundprincippet om sigtedes ret til at undlade at udtale sig og beskyttelsen mod selvinkriminering.

Den tiltalte blev altså i denne sag frifundet, for hvis han havde givet oplysningerne i selvangivelsen, så ville han have oplyst om et strafbart forhold. Den tiltalte kunne derfor ikke holdes strafferetligt ansvarlig for ikke at have selvangivet eventuelle indtægter hidrørende fra en mulig straffelovsovertrædelse.

Det kan af dommen alene udledes, at strafansvar er udelukket. Dommen tager ikke stilling til muligheden for civilretligt at beskatte eventuelle indtægter opnået ved straffelovsovertrædelser.

 

Vestre Landsrets dom af 5. april 2023 (V2023.V.L.S-1086-22)

Den tiltalte var i denne sag tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen, at meddele Skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt. Den tiltalte havde herved unddraget for 2.777.746 kr. i skat.

Byretten fandt den tiltalte skyldig. Her blev den tiltalte idømt 4 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde på 500.000 kr.

Den tiltalte blev frifundet af landsretten. Landsretten lagde til grund herfor, at det ikke kunne afvises, at den tiltalte på tidspunktet for indberetningspligten måtte formode, at hun selv ville kunne risikere strafforfølgning for medvirken til en anden persons bedragerier med hensyn till udbytte fra bedragerierne. Uanset om der måtte foreligge et skattepligtigt udbytte for hende, fandt landsretten, at det var betænkeligt at anse det for bevist, at den tiltalte var forpligtet til at indberette oplysningerne til Skatteforvaltningen.

 

Betydningen af selvinkrimineringsforbuddet i skattestraffesager

Landsretten tager i de to ovenfor nævnte sager stilling til, at forbuddet mod selvinkriminering også gør sig gældende i forbindelse med selvangivelser til Skatteforvaltningen.

Denne ret foreligger altså også selvom der foreligger strafansvar såfremt man ikke angiver oplysninger, eller angiver urigtige oplysninger efter skattekontrollovens § 82 og § 83.

Uanset at man som skatteyder formelt er forpligtet til at selvangive alle indtægter – også i visse tilfælde indtægter der stammer fra lovovertrædelser – kan man altså ikke i alle tilfælde holdes strafferetligt ansvarlig for at undlade at selvangive sådanne indtægter.

 

Juridisk assistent Maria Ravn

10. juni 2024