Kravet om forsæt i lyset af to nye domme
Er kravet om forsæt i dansk strafferet erstattet med et krav om uagtsomhed? Spørgsmålet diskuteres i lyset af den historiske udvikling af forsætsgraden dolus eventualis og i lyset af to af dansk rets mest omtalte straffesager, som begge er afgjort i december 2021.
Strafansvar kræver efter dansk ret, at to grundlæggende betingelser er opfyldt. Den tiltalte skal objektivt have realiseret gerningsindholdet i en strafsanktioneret lovbestemmelse. Derudover skal den tiltalte have handlet med forsæt. Disse to betingelser betegnes som henholdsvis det objektive og det subjektive gerningsindhold.
Lidt forenklet sagt straffes man altså ikke uden videre for drab, blot fordi man har slået en mand ihjel. Der skal også føres bevis for, at den tiltalte har handlet forsætligt. Man straffer ikke for hæleri, blot fordi tiltalte har købt en stjålen vare. Der skal også føres bevis for, at den tiltalte handlede med forsæt til at begå hæleri.
Forsæt findes i dansk ret i tre varianter: Direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis.
De to første forsætsgrader volder sjældent de store fortolkningsvanskeligheder. De kan selvfølgelig medføre bevismæssige udfordringer, men fortolkningen af det juridiske indhold i de to forsætsgrader er der sjældent tvivl om. Den tredje forsætsgrad – dolus eventualis – er derimod en kilde til gentagne diskussioner og overvejelser.
I december 2021 er der afsagt dom i to af dansk retshistories mest omtalte sager. Sagen vedrørende hæleri med midler, som stammede fra bedrageri mod Socialstyrelsen (Britta Nielsen-sagen) og rigsretssagen mod tidligere Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg.
Advokatfirmaet var involveret i førstnævnte sag som forsvarer.
De to sager har det tilfælles, at de begge beskæftiger sig med forsætsgraden dolus eventualis.
Der var altså ikke ført bevis for, at Britta Nielsens børn vidste eller anså det for overvejende sandsynligt, at de penge de modtog stammede fra et strafbart forhold.
Der var heller ikke på alle punkter ført bevis for at Inger Støjberg vidste at hun forbrød sig mod loven eller at hun anså det for overvejende sandsynligt. Mere om dette senere.
Dolus eventualis er en del af dansk strafferet. I forarbejderne til straffeloven hedder det: ”Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker”. Sidste del af dette citat beskriver netop forsætsgraden Dolus eventualis.
Dolus eventualis som forsætsgrad defineres sædvanligvis således, at to kriterier skal være opfyldt. Den tiltalte skal have indset muligheden for, at han/hun begår en strafbar handling. Derudover skal den tiltalte have forholdt sig psykologisk accepterende til denne mulighed selv for det tilfælde, at det faktisk viser sig, at der er tale om en strafbar handling eller en ulovlig følge. Især sidste led volder ofte både anklagere, forsvarere og domstole vanskeligheder.
En dom fra 1918 anvendes den dag i dag stadig som typeeksemplet på dolus eventualis. En nedtrykt snedker havde en eftermiddag kastet en brændende tændstik bag sig i sit hus. Idet han kastede, sagde han: ”Ske, hvad der vil”. Han blev dømt for forsætlig brandstiftelse. Han havde indset muligheden for, at han med sin handling ville sætte ild til stedet. Ved at sige (og tænke) ”ske, hvad der vil” havde han forholdt sig psykologisk accepterende til muligheden for netop det udfald, at der ville blive påsat ild. Der var i kraft af hans forklaring om, at det netop var dét, han tænkte, et konkret bevis for, at han forholdt sig accepterende til muligheden for ildspåsættelse selv for det tilfælde, at det faktisk ville blive en realitet.
I en dom fra 1992 fandt Højesteret igen anledning til at bidrage til fortolkningen af dolus eventualis. I dommen udtaler Højesteret: ”Der bør generelt udvises varsomhed med hensyn til anvendelse af forsætsformen dolus eventualis, men Højesteret finder ikke…”. Mange andre domme har også fortolket på forsætsgraden og anvendt den. Uden at have foretaget en egentlig videnskabelig gennemgang eller optælling, er det formentlig forsvarligt at lægge til grund, at forsætsgraden anvendes oftere og oftere som grundlag for domfældelse. Måske fordi den for en umiddelbar betragtning stiller færre krav til beviset for tiltaltes subjektive tilregnelse og derfor ofte ligger lige for under en votering. Det spiller nok også en rolle, at anklagemyndigheden over tid er blevet mere tilbøjelige til at procedere på denne forsætsgrad.
Det fører tilbage til de to nye afgørelser, som i lyset af sagernes massive omtale og store samfundsmæssige betydning, må antages at være udtryk for velovervejede domfældelser fra henholdsvis Østre Landsret og Rigsretten.
I hælerisagen mod Britta Nielsens børn udtalte Landsretten: ”På denne baggrund, herunder det indledningsvist anførte om de økonomiske forhold i [de tiltaltes familie] mv., samt henset til omfanget af de penge og aktiver, som T3 direkte eller indirekte over en ca. 10-årig periode har modtaget fra sin mor, finder landsretten uanset T3’s forklaringer, at hun i hvert fald indså, at det var muligt, at midlerne stammede fra kriminalitet, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde”.
I rigsretssagen mod Inger Støjberg udtalte Rigsretten: ”Inger Støjberg må imidlertid have indset, at Udlændingestyrelsens manglende sagsoplysning og undladelse af at foretage en konkret og individuel vurdering var en følge af instruksen, som ville medføre, at hvis der var tilfælde, hvor det ville være i strid med EMRK artikel 8 at adskille parret, ville de ikke blive opdaget af styrelsen. Hun må således have anset det for muligt, at nogle par som følge af den nye indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser ville blive adskilt i strid med EMRK artikel 8 og forvaltningsretlige principper om saglighed og proportionalitet, og hun forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk skete”.
Snedkeren i dommen fra 1918 indså og accepterede muligheden for, at der ville opstå ildebrand. Det lå nærmest i udtalelsen ”ske, hvad der vil”.
Men havde Britta Nielsens børn indset muligheden for, at pengene stammede fra kriminalitet, og forholdt børnene sig accepterende over for denne mulighed, selv hvis det rent var således det måtte hænge sammen?
Eller indså Inger Støjberg muligheden for, at hun ved sin praksis overtrådte Ministeransvarlighedsloven eller anden relevant lovgivning? Og accepterede hun muligheden derfor – også selv hvis det måtte vise sig rent faktisk at være tilfældet, at hun overtrådte lovgivningen?
Østre Landsret og Rigsretten må have været af den opfattelse – ellers er forsætsgraden anvendt forkert.
Desværre beskæftiger ingen af de to nye domme sig i præmisserne særlig detaljeret med, hvilke overvejelser, der ligger bag denne konklusion. Det er problematisk af flere årsager.
Sidste led i dolus eventualis er ofte det afgørende led. Hvis man springer direkte fra at konkludere, at den tiltalte har indset muligheden og handlet alligevel til, at så må den tiltalte også have accepteret muligheden, så er sidste led i dolus eventualis stort set bortfortolket.
Dolus eventualis bliver på den måde en variant af sandsynlighedsforsættet, som blot ikke rummer kravet om, at tiltalte skal have anset det for overvejende sandsynligt, at han realiserer en strafbar handling.
De manglende udførlige præmisser vanskeliggør også forståelsen af dommen for de tiltalte og kan i en bredere sammenhæng føre til en udvidelse af området for forsæt, netop fordi domstolene tilsyneladende slutter direkte fra, at den tiltalte har indset muligheden og handlet alligevel og til, at den tiltalte derved altså også har accepteret muligheden. Det stemmer dårligt med, at Højesteret i 1992 manede til ”varsomhed” med anvendelsen af forsætsgraden dolus eventualis. Det er ganske enkelt vanskeligt i dag at spore en sådan varsomhed.
Tværtimod synes domstolene oftere og oftere at anvende dolus eventualis som begrundelse for at dømme, og der ses aldrig eller sjældent egentlige angivelser i præmisserne af hvilke beviseligheder, der har ledt domstolene til den konklusion, at den tiltalte indså og accepterede muligheden for at overtræde loven for det tilfælde, at det måtte blive den faktiske realitet.
De seneste års anvendelse af dolus eventualis giver anledning til at overveje, om dansk ret nærmer sig en retstilstand, hvor kravet om forsæt i traditionel forstand er afskaffet, og hvor uagtsomhed er indført som tilstrækkeligt krav til tilregnelsen for at ifalde strafansvar.
Der er behov for, at flere sager prøves ved Højesteret således, at indholdet i forsætsgraden dolus eventualis kan blive konkretiseret og afgrænset nærmere.
14. januar 2022,
Advokat Jan Schneider og advokatfuldmægtig Mark Lauge