Straf for medvirken og forening i lyset af to konkrete sager

I dansk ret dømmes man ikke alene for egne strafbare handlinger. Man kan også dømmes for andre personers strafbare handlinger, hvis man har medvirket til den strafbare handling. Straffelovens § 23 fastslår, at man kan medvirke ved tilskyndelse, råd eller dåd. Men hvor langt rækker ansvaret i praksis?

Retten i Århus behandler for tiden en meget omtalt straffesag vedrørende databedrageri. Sagen omtales blandt andet her: https://www.bt.dk/krimi/anklager-kraever-ni-aars-faengsel-for-organisering-af-nemid-svindel

Den ene tiltalte er repræsenteret ved advokat Jan Schneider. Tiltalen er rejst således, at de tiltalte ikke ”kun” er tiltalt i de forhold, de selv konkret har medvirket til. Tiltalen er rejst således, at anklagemyndigheden ønsker de tiltalte dømt for en lang række forhold, alene fordi de ifølge anklagemyndigheden har handlet i forening og som en del af en organisation. Synspunktet minder om de synspunkter, anklagemyndigheden gjorde gældende i et meget omtalt sagskompleks kaldet Nordlys. Dette sagskompleks handlede om hashhandlen på Christiania. Sagen var meget omtalt i medierne. Blandt andet her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/efter-skandaleramt-hashsag-doemte-personer-skal-slippe-lettere

Der er bred enighed om, at vi i Danmark har et meget vidtgående medvirkensansvar. Enhver handling, der objektivt set bidrager til udførelsen af en forbrydelse, kan udgøre en strafbar medvirkenshandling. Der er personer, som er blevet dømt for medvirken til røveri ved at klippe to huller i en hue, som en bekendt senere bruger til et røveri. Der er personer, som er dømt for at have været passager i en bil, hvor chaufføren på en tur til Holland indkøber og transporterer narkotika. Der er også personer, der er dømt for skaffesvig ved at lade sig registrere som direktør i sin ægtefælles virksomhed eller lignende.

Retspraksis må formentlig forstås således, at selv den mest bagatelagtige handling, som på én eller anden måde bidrager til udførelsen af en kriminel handling, kan vise sig at være en strafbar medvirkenshandling.

Men i Nordlys-sagen forsøgte anklagemyndigheden at gå skridtet videre ved ikke blot at dømme de tiltalte for forhold, som de konkret havde medvirket til, men også forhold de ikke havde medvirket til. Dette sker ud fra en argumentation om, at de tiltalte har ”handlet i forening og efter forudgående aftale” og som en del af en organisation med et fast hierarki mv. Tilsvarende synspunkter er gjort gældende i den aktuelle databedragerisag i Retten i Århus.

I den afsluttede sag i Nordlys-komplekset udtalte Landsretten følgende: ”Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten endvidere det, der er anført af byretten i afsnittet om de tiltaltes medvirken. Det tiltrædes således, at de tiltalte har været vidende om den organiserede hashhandel og omfanget heraf. Det tiltrædes endvidere, at tilstedeværelse bag eller i nærheden af en bod ikke i sig selv kan medføre et strafferetligt medvirkensansvar, men at de tiltalte gentagne gange er observeret sælge hash eller foretage andre handlinger, der kan relateres til hashsalget, hvorfor det er bevist, at de tiltalte har været knyttet til boderne, herunder også på dage, hvor de ikke er observeret foretage sig noget aktivt, på en sådan måde, at de er strafferetligt ansvarlige for den samlede solgte hashmængde fra den pågældende bod for de pågældende dage. Det tiltrædes endvidere, at de tiltalte er fundet strafferetligt medvirkensansvarlige også for dage, hvor de ikke er observeret i nærheden af boderne, idet de ved deres deltagelse på de observerede dage og i den heri liggende tilskyndelse findes at have været medvirkende til at holde den organiserede hashhandel i gang. Det tiltrædes endvidere, at det ikke kan føre til et andet resultat, om en person dokumenterbart ikke befandt sig i boderne for eksempel på grund af udlandsrejse”.

Problemstillingen har også været behandlet i Højesteret, som i U 2016.2838H har tiltrådt en nogenlunde tilsvarende argumentation.

I Nordlys-sagerne fungerede det således, at en række personer havde et ”fritidsjob”, hvor de arbejdede i en hashbod måske én gang om ugen eller blot nogle få gange om måneden. De personer blev – med nogle få konkrete undtagelser – dømt for medvirken til det hashsalg, der foregik også på de dage, hvor de ikke selv deltog. Det skete, fordi domstolene fandt, at de hver især spillede en rolle i det samlede salg i de enkelte boder. Det gjorde de, fordi de ved deres tilstedeværelse var med til at sikre en kontinuitet, som igen var med til at sikre en fast tilstrømning af kunder. Der blev endvidere lagt vægt på, at salget foregik fra faste boder, og at de tiltalte måtte have været bekendt med mængden af det samlede salg og ikke blot salget på de dage, hvor de tiltalte faktisk opholdt sig i boderne.

Dommene fra Nordlys-komplekset kan forstås på flere måder. Man kan anskue det sådan, at man ved at arbejde i en bod én dag om ugen faktisk med dåd og tilskyndelse medvirker til salget også på de dage, hvor man ikke selv er til stede. Men man kan også forstå dommene som en reel udvidelse af det sædvanlige medvirkensansvar, hvor ansvaret snarere findes i argumenter omkring deltagelse i organisationer med et fast hierarki mv.

Uanset hvordan dommene læses, er der dog nok enighed om, at der er tale om et brud med den sædvanlige lære om medvirken. At der var tale om et specielt og principielt spørgsmål kan også udledes af, at der blev givet 3. instans-bevilling til at indbringe sagen for Højesteret.

Det fremgår også meget klart af dommene, at dommen i Nordlys-sagerne er særdeles konkret begrundede. Dommene kan derfor ikke uden videre overføres på andre sagskomplekser. Principperne kan selvfølgelig påberåbes, hvorefter det er op til domstolene at vurdere rækkevidden af medvirkensansvaret. Nordlys-sagerne er for længst afsluttet, og det interessante er derfor i hvilket omfang denne udvidelse af medvirkensansvaret kommer til at smitte af på fremtidige sager.

Den verserende sag ved Retten i Århus vil formentlig give en indikation på, hvilken retning praksis bevæger sig. Derfor er der også en betydelig mulighed for at sagen fra Århus skal afgøres i Landsretten eller eventuelt i Højesteret i sidste ende.

2. februar 2022,

Advokat Jan Schneider